Blomsten i den grå bygning

Et typisk betonbyggeri i udkanten.
Gråt på gråt med grå ornamentering.
Det regner. Det matcher meget godt til resten af stemningen på stedet.
Der er kun lys i et vindue i de mange lejligheder.

Ihhhh, jeg begyndt sq at græde.

En stilet herre sidder i et sort jakkesæt.
Man kan komme til skade på pressefolderne i både hans bukser, skjorte og jakke.
Hovedbeklædningen er Skaldet.
Man kan ikke se hans øjne, dog.
De er gemt bag mørke solbriller.
Lokalet lugter ellers hyggeligt. Diamentral modsætning til indretningen og manden i køkkenet.
Kaffen er ved at blive lavet.
Han kikker håbløst op.

Ved du hvor meget det krævede?
Jeg rystede ikke på hånden.
Nogensinde.
ALDRIG!

Han kikker fortabt ud af vinduet.
Trækker vejret dybt og sukker.

Nu skal jeg jo starte forfra.
Have en anden levevej.
Måske gartner!?

Hans udtalelse hænger ligesom i luften.
Han rejser sig.
Mander sig op.
Som en bokser der rejser sig efter et knockout.
Retter jakkesættet.
Tjekker at det sidder som det skal.
Han Tager en spraglet børne-vandkande fra sin plads og vander en enlig blomst der står på en smart glaspiedestal i hjørnet af køkkenet.

Jeg kan sq godt lide at tage hånd om planter. Meditativt, og meget nemmere end mennesker.

Da den er tom går han over til vasken. Tænder for vandet og fylder den.
Udover lyden af vandkanden der bliver fyldt, kan man høre en gruppe børn i børnehavealderen.
De render nedenfor lejligheden og leger en leg fra gammel tid.
Han stiller vandkanden på sin plads. Går over til vinduet. Kikker på børnene.
Han sænker skuldrene
siger tørt og trøsteløst:
Ja, det løb er ligesom kørt… Ikke med min historie.